Lija

Det hele begyndte i maj måned med en rusten stemme i telefonen, der spurgte mig, om jeg stadig underviste i dansk. Vi aftalte at mødes inde i byen og til min store overraskelse var det ikke et brød af en jord- og betonarbejder, der mødte op, men en lille ældre dame med kiks i håndtasken.

Vi lavede en aftale: Jeg ville give et intensivt kursus i dansk, mod en kop te eller lignende. Lija, som jeg vælger at forkorte hendes navn, var ægte ester. Eller i al fald så ægte som en ester kan være efter først kejsertiden og siden sovjettiden. Lijas forældre var estere, ligesom hendes bedsteforældre også havde været det. Lija selv var født og opvokset i Kazakhstan. Af nødvendighed var hendes modersmål blevet russisk, da estisk i krigens tid var et farligt sprog at tale.

I halvfemserne var Lija sammen med sin man vendt tilbage til Estland, for at bosætte sig der permanent. De lykkelige tider i Sovjet var for længst svundne og drømmen var nu at slå sig ned og leve i fred og ro, som rigtige estere for første gang i deres liv. Da både hun og hendes mand var født eksilestere, var der ingen problemer med at vende tilbage. Og dog.

Lija skulle ligesom så mange andre også have sit estiske testet. Det viste sig at de ord, som Lijas bedstemor havde lært hende før sin død lige inden krigen, stadig gemte sig et sted. Lija talte meget rustent estisk ved sin ankomst til Estland, da de i hendes familie ikke havde talt det siden krigens tid, hvor estisk blev for farligt at tale. Lija taler nu, som gammel bedstemor, ikke moderne estisk, men estisk anno 1870 fra området omkring Tartu. Et glemt modersmål var vendt hjem til sit fædreland.

Hun mistede sin far i 1938, da KGB kom og hentede ham. Han talte estisk, så man havde besluttet, at han måtte være estisk spion. Familien hørte ikke mere fra ham. 1953 fik de endelig besked. Han var blevet henrettet for mere end 10 år siden…

Lija havde arbejdet på apotek. Hun talte en smule armensk, lidt lokale kazakhstanske dialekter. Men nu om dage taler hun mest russisk. Det er simplere. Hendes søn bor stadig i landsbyen i det hus, hans far byggede. En gang imellem sender han hende valnødder fra det træ, Lija satte sammen med sin mand i en svunden tid.

At møde Lija var en inspiration. Hvor finder man en dame på 76 med mod på at gå i gang med det danske sprog, fordi hun så gerne ville tale med sit danske barnebarn? Hun havde boet i nord og i syd, hun havde levet godt og hun havde oplevet modgang. Hendes familie bor i fire forskellige tidszoner og hun har oplevet både krig og fred. Når jeg beskrev det fredelige, til tider kedelige, Danmark for hende, sukkede hun blot og bad mig være taknemlig.

– Og jeg tror, jeg er.

Dette indlæg blev udgivet i Estland, Tallinn og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s