Vinteren 2009. Finalen af Muzikos Akademija. En lille stue i Kaisiadorys. Vinderen blev Ruslanas, en storsmilende mand i meget røde bukser. Min litauiske far vender sig om mod mig peger på skærmen og hjælper mig på russisk med at forstå programmet: Det er ham, der vinder, han er en pedik.
Så hørte jeg ellers efter. For hvad jeg vidste af, så var pedik ikke noget positivt. Min kære litauiske far fortsatte med at forklare: Pedikken bor i Finland sammen med sin mand. Han var en meget dygtig sanger og min litauiske familie havde skam også stemt på ham flere gange i løbet af musikkonkurrencen.
Dertil måtte jeg jo spørge: Hvilken betydning af pedik mente han? En pædofil eller en bøsse? Da trådte min litauiske mor ind i stuen og begyndte at skælde sin mand ud for at bruge politisk ukorrekte ord i mit nærvær og for at tale så nedsættende, når det ikke var det, han mente.
Min litauiske far fik røde ører og Ruslanas vandt.
* Pedik er en forkortelse for pædofil, men har også en mere eller mindre neutral betydning som bøsserøv/bøsse og kan derfor bruges i både negative og positive sammenhænge. – Forvirrende!