Chaufføren stirrede ud gennem vinduet og så ikke overrasket ud, da den tredje af de andre biler drejede af. På bagsædet sad vi lidt bekymrede og diskuterede, om vores chauffør nu virkelig kendte ruten. Han kørte bare fremad og snoede den tunge bil ind og ud imellem de andre biler på kørebanen.
Ti minutter tidligere var vi alle blevet genet hen til en række sorte Volgaer med store bagsæder og AA-plader. En flok chauffører havde stået ved bilerne men fandt nu langsomt deres pladser og spejderne steg ind i de flotte biler. Oversætteren sagde, at vores rejsearrangør havde lånt dem af Perms borgmester, borgmesteren, der havde ventet på Putin de sidste to år.
Da vi ankom til lufthavnen efter en tur i højeste tempo, havde alle chaufførerne endnu en diskussion og penge skiftede hænder. De havde væddet om, hvem der kunne komme først gennem trafikken i centrum! Spejderne stod i en anden flok: Nogle havde oplevet, at deres chauffør havde kørt i nødbanen. Andre havde kørt over for rødt. Nogle havde modtaget en stiv salut, da de passerede soldater på vejen.
Året var 2001 og jeg var på Ruslandsrejse sammen med spejderne. Seksten småbeskidte spejdere skulle fra hotellet i Perm og ud til Perms lufthavn, der kun i 1999 var blevet åbnet for offentligheden. Perm var noget for sig. Jeg husker krigsmateriel, porcelæn og ikke mindst ræset til lufthavnen i den brede Volga.
AA-nummerpladerne betød i 2001 “må ikke stoppes af politiet”.
Øst for Oder 