Hvorfor var der ingen, der råbte hurra?

9. maj, Sejrsdagen. Mange husker de militære parader fra fjernsynet, de lidt skræmmende buldrende krigsmaskiner og den stive march. I sidste ende var der ingen, der troede på det længere, heller ikke russerne. Langsomt forsvandt dagen for fejringen af sejren over Nazityskland og blev til en dag, hvor man hilste lidt pænere på veteranerne på gaden.

Så i 2008 begyndte Rusland atter at fejre Sejrsdagen med stor manér. Raketter sikrede i Moskva og Sankt Petersborg sol fra en skyfri himmel og de tunge maskiner fik atter lov til at køre gennem centrum. Jeg læste i Sankt Petersborg og skulle samme dag i balletten for at se Nøddeknækkeren, men først militærparaden ved Vinterpaladset.

Alle så imponerede til og betragtede soldaterne og de store maskiner. Enkelte lo, da en 16-årig kadet måtte løbe tilbage efter sin baret, som han tabte, da hans deling ikke kunne følge trop med de professionelle soldater.

Foran mig stod en ung far med sin søn. Han lærte ham, hvornår han skulle huje, hvornår han skulle råbe, navnene på de forbikørende raketter og de forbimarcherende soldater. Dér kom antiluftskyts, dér de orange baretter. Jeg gøs let, da faren fortsatte: “Se! Vi er så stærke, vi kan sagtens slå USA og Europa.”

Efter Nøddeknækkeren blev det atter tid til at stille sig op til parade. Nu var det veteranernes tur. En enkelt olding i et sandfarvet jakkesæt gik en stolt march foran et hold soldater. Brystet var skudt frem, medaljen skinnede, benene blev løftet i takt med soldaternes og et smil fyldte hele hans ansigt. De gamle ben kunne ikke løftes så højt længere. Men han var med. Han havde været med. Han overlevede.

Enkelte børn og unge løb hen til veteranerne for at give dem blomster og sige tak for friheden, for sejren, for livet. Man råbte, hujede og klappede, når man så endnu en bus med Leningradsveteraner. To unge mænd står foran mig og den ene råber over myldret til den anden: “Hurra! Tak! Hvorfor er der ikke flere, der råber hurra? HURRA! HURRA!”

Ja, hvorfor ikke?

Stolt går han frem

Stolt går han frem

Dette indlæg blev udgivet i Rusland, Skt. Petersborg, Sovjetunionen og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s